Er vi der snart...?

Kender du... Den der super optimistiske forældre, der med begejstring i stemmen siger: " Skal vi ikke ud at se noget - altså opleve noget kulturelt...?" Børnene kigger lidt sløvt op fra deres mobiltelefoner, med en lille snert af panik i øjnene, inden de svarer: "Joow - det kan vi da godt..."

Kortet - der øvrigt er på græsk - tjekkes grundigt.... Se 10 minutters gang til Kirken, det er ca. en tommeltot også videre derfra.... Det er endnu en tommeltot... Hmmm... Tænker turen tager.... BUM...BUM.... Max 2 timer frem og tilbage. Hvad siger I til, vi går herfra kl. 8:00 så undgår vi det bliver for varmt, og vi er tilbage inden middagsheden. Den plan er alle med på.

Lørdag morgen er alle i virkeligt godt humør og vi glæder os til en kulturel dag sammen.... Det er allerede varmt. Så rygsækken fyldes godt op med vand og de lidt for uimodståelig vaniljekiks.

Efter en halv times vandren drister et barn sig til, meget forsigtigt, at spørge: " Hvornår er vi der...?" Kortet tjekkes og man undrer sig, - du kender sikkert godt den, der fornemmelse af indre panik, hvor det i situationen er virkelig vigtigt, at virke cool og som om, der er fuldstændig styr på det - men inderst inde aner man ikke, hvor man er - for ifølge tommeltotten, så burde vi være der nu.

"Her - ta' lidt vand - det er virkelig vigtigt I får nok at drikke...!" er svaret. Vi lader vandflasken gå på omgang og trasker videre.

ENDELIG - pyhaaa.... Så tommeltotten var ikke helt galt på den... Der er den jo Kamares: "The Old Aqueduct Of Larnaca." Den er også kendt som Bekir Pasha Aqueduct. Da vi står under denne forunderlige arkitektoniske skat, og lader fingrene løbe let henover de hullede sten, der med årene er blevet ru og ujævne - er det som om den langsomt vækkes til live, og begynder at fortælle os dens historie.

>> Jeg blev bygget i 1746 af Bekir Pasha under det osmanniske styre. Da jeg blev opført havde jeg i alt 75 af de smukke symmetriske buer. Den dag i dag er - de 20 buer I ser for jer nu genopført. Idéen var jeg skulle lede ferskvand til Larnaca fra floden Tremithos, den har sit udspring syd for Nicosia - det er hovedstaden på Cypern og er placeret sådan midt i det hele - så du kan nok se, var det noget af en rejse vandet skulle på, for at nå frem til indbyggerne i Larnaca. Cyprioterne benyttede mig helt frem til 1950'erne. Herefter var min service ikke længere nødvendig, da moderne rør blev nedgravet og installeret. >>

Det er lidt underligt at stå der, under disse kæmpe buer og lytte til fortællingen, mens jeg forestiller mig, at for KUN 60 år siden, var det måden indbyggerne i byen fik vand på. Jeg sender rygsækken et kærligt blik og er dybt taknemmelig for den er fyldt med rent vand, jeg hentede i døgneren lige rundt om hjørnet, inden vi tog af sted.

Den optimistiske stemme lyder igen..... "HVIS.... Vi tager denne her sti - som egentligt er en smutvej - så kommer vi lige forbi "Larnaca Salt Lake" på vejen hjem." Den idé - smutvej - er alle med på. Saltsøen har været et ønsket udflugtsmål lige siden, vi ankom til Cypern, og vi kørte forbi i taxaen fra lufthavnen - på vej til vores første stop.

"Larnaca Salt Lake" er virkelig et betagende syn. Den har samme flygtige skønhed, som et fatamorgana eller en grøn rislende oase.... OG.... For at være helt sikre smager vi på flagerne. Den Er God Nok! Vi spytter og sprutter i flere minutter - Ja - det føles i hvert fald sådan.

Det er så salt at, du nærmest kan mærke, hvordan det brænde sig fast på læberne. Lige meget, hvor meget vand vi efterfølgende drikker, bliver vores læber ved med at brænde og smage af salt.

Jeg kigger på klokken da jeg synes trætheden er begyndt at melde sig.... OG.... Bliver lidt overrasket da jeg opdager at, de 2 timer jeg havde forestillet mig turen i alt ville tage, er allerede overskredet med yderligere 2 timer.... Da vi - endelig - igen mødes med byen og vi kan se vores lejlighed - begynder de unge at stille spørgsmålstegn ved, HVOR langt har vi egentligt gået....?

Vel hjemme igen.... Efter 6 timer..... I skyggen - og med en flaske iskold cola i hånden, finder jeg mobilen frem og tjekker lidt i smug skridttælleren, den viser 14,4 KM. Bare sådan imellem dig og mig - Så.... Synes jeg da også jeg havde lidt ømme fødder.

Jeg kigger rundt på mine kære børn, der alle ligger og flyder med opkogte og røde kinder. De småsludrer og smågriner med hinanden, men ikke nok med det - så roser de også hinanden for ikke, at opgive - ikke at skabe sig tosset - ikke at råbe og være urimelig.

At rejse og opleve verden sammen med børn og unge, som mine efterhånden er blevet, er bare den bedste gave vi, som forældre kan give os selv - den umiddelbarhed og nysgerrighed de møder omgivelserne med er smittende - og samtidig - er det også med til, at åbne op for vores nysgerrighed, overfor det vi ser og oplever.

Gåturen i dag håber jeg ikke bliver den sidste, men det kræver nok - der er lidt bedre styr på tommeltotten...

Af hjertet TAK for du læste med!

Kærlig hilsen

Helena Hjortshøj

KIG ind forbi Instagram @flipflops_and_rainbows - OG få solskin på næsen - vi vil elske at have dig med ❤️